Veje til øget oplevelse af kontakt med andre

I mit forrige indlæg skrev jeg om, hvordan vi alle sammen har et iboende kontaktcenter, som vi kan holde henholdsvis åbent og lukket. Når vores kontaktcenter er åbent, er vi i stand til opsøge, tage imod og mærke kontakt med andre og med verden omkring os. Når vores center er lukket, er vi derimod ikke modtagelige for eller opsøgende overfor kontakt, og vi kan komme til at føles os isolerede og ensomme. I dette indlæg vil jeg komme nærmere ind på en række forskellige måder at skabe, forstærke og bevare oplevelsen af kontakt med andre på.

Når vi dukker op som os selv, forstærkes følelsen af kontakt

En af de allerstærkeste måder, vi kan holde vores kontaktcenter åbent på, er ved at være åbne om, hvad der sker i os. Det kan virke paradoksalt, men ofte føler vi os tættere på andre, og mere i kontakt med dem, når vi selv deler, hvad vi føler, tænker og har brug for. Det hænger sammen med, at når vi holder ting tilbage, så dukker vi ikke op som os selv. Og når vi ikke dukker op som os selv, står vi ikke til rådighed for kontakt. Så er det en halv udgave, en censureret udgave af os selv, der møder den anden, og dermed bliver kontakten også kun halv.

Derudover kan vi ikke mærke hinanden, hvis vi ikke er autentiske, og det at mærke hinanden er helt essentielt for at opleve kontakt. Vi kan holde vores kontaktcenter nok så meget åbent, men hvis dem, vi møder, kun er halvhjertede tilstede, eller ikke er sig selv, kan vi ikke mærke dem. Og på samme måde kan de heller ikke føle en oprigtig kontakt, forbindelse, med os, hvis de åbner deres kontaktcenter op og inviterer os ind, og vi så dukker op i forklædning.

Kernedilemma

At overveje at dukke op som sig selv kan føles som noget af et dilemma. Vi kan blive bange for, at hvis vi virkelig viser, hvem vi er, vil den anden ikke kunne lide os. At holde ting tilbage er således et forsøg på at bevare relationen med den anden, men samtidig hindrer det følelsen af kontakt med den anden. I NARM kalder vi dette for et kernedilemma: Kan jeg både være mig selv OG bevare relationen med den anden? At dukke op som os selv kan således føles som et stort sats. Jeg kan miste relationen. Men jeg kan vinde en dybere oplevelse af hjertekontakt. Og virkeligheden er heldigvis, at vi oftest vinder en tættere relation, når vi dukker op som dem, vi er.

At reparere mikrobrud i kontakten

Uanset hvor meget vi holder vores kontaktcenter åbent, så vil vi ind i mellem opleve, at vi mister fornemmelsen af kontakt med den anden. Måske vi har misforstået hinanden, måske vi er blevet uenige eller måske vi oplever, den anden er fraværende. Måske kom jeg til at sige noget dumt, eller måske jeg ikke har hørt fra den anden i noget tid.

Der sker hele tiden små brud i kontakten, når vi er sammen med andre mennesker. Når den følelsesmæssige forbindelse til en anden er blevet brudt, har vi brug for at reparere den. At skabe gode, sunde relationer handler ikke kun om at være god til at undgå brudflader. Det handler i lige så høj grad om at være god til at reparere de brud, der uundgåeligt vil opstå. Vi kan reparere et mikrobrud i kontakten ved at sige undskyld, ved at spørge til den anden, ved at dele hvordan vi har det, ved at tage en snak, ved at give et knus osv., alt efter hvad der har været årsagen til bruddet.

Det vigtige er ikke, hvem der har været årsag til bruddet. Måske synes du, det er din partner, der har været en klaphat, eller at det er din vens tur til at kontakte dig. Her har vi flere veje at gå. Vi kan sætte os ned og rase indvendigt og vente på, den anden indser sin fejl og rækker ud mod os. Eller vi kan huske på, at den anden ikke kan læse vores tanker, og at vi selv er ansvarlige for at udtrykke vores egne følelser, tanker og behov. Og så kan vi række ud til den anden, ærligt og åbent: ”Da du sagde det der, gjorde det mig rigtig ked af det, og jeg har sådan brug for, du siger undskyld” eller ”Jeg savner at høre fra dig”.

At bevare en god, åbenhjertig kontakt afhænger således blandt andet af, at vi reparerer de mikrobrud, der opstår (før de vokser sig til større brud).

Det hjælper at sove

Dette afsnit er til de af os, der ofte har tendens til at skære ned på mængden af søvn, fordi der er så meget andet, vi hellere vil bruge tiden på. Mange af os tror, vi kan nøjes med mindre søvn end anbefalet, men for ca. 97 % af os er dette en illusion. Er du mellem 18 og 64 år, har du som regel brug for mellem 7 og 9 timers søvn. Er du yngre, lidt mere, er du ældre, lidt mindre.

Hvad har søvn at gøre med oplevelsen af kontakt med andre, tænker du måske. Men det er faktisk sådan, at vores sociale intelligens lider gevaldigt ved søvnunderskud. Forskning viser, at når vi ikke får søvn nok, så producerer vores ansigt ikke de små signaler, der viser, vi er glade for at være sammen med andre. Når vi er i søvnunderskud, lægger vi heller ikke mærke til de venlige signaler, som andre mennesker udsender. For lidt søvn gør os altså dårligere til at aflæse andres følelser, og vi kommer derudover også til at tillægge andres adfærd en mere negativ karakter. Anden forskning viser, at vi mennesker både trækker os socialt og er mindre rare at være sammen med, når vi har sovet for lidt. Vi bliver også overbekymrede og mere mistroiske overfor andre. Alt sammen ting, der ikke just er godt for vores evne til at skabe kontakt.

Hvad sender jeg ud?

Nogle gange oplever vi at være sammen med mennesker, hvor vi ikke føler, der er oprigtig kontakt, og hvor kontakten føles svær at opnå eller vedligeholde. Måske taler vi forbi hinanden eller vi fornemmer, den anden holder noget tilbage. Måske føles det ikke som om, vedkommende er rigtigt til stede eller vi føler os afviste i vores kontaktforsøg. Måske er deres svar korte eller hårde. Eller måske vi oplever, at samtalen egentlig flyder, men at kontakten alligevel bare ikke rigtig er der.

Her kan det være vigtigt at tage et kig ind ad: Skyldes den manglende oplevelse af kontakt i virkeligheden, at mit eget kontaktcenter er lukket? Er det mon utydeligt, at jeg inviterer den anden til kontakt? Er det mig, der er optaget af at tale og glemmer at lytte til den anden? Eller lytter jeg, uden at dele ud af mig selv, så jeg kommer til at fremstå lukket? Kommer jeg per automatik til at tolke den andens svar som negative eller afvisende, uden de faktisk er det? Er der noget, jeg holder igen, som kommer til at stå imellem os, og som jeg har brug for at få talt med den anden om? Er mine tanker et andet sted? Og er jeg faktisk oprigtigt interesseret i at skabe en forbindelse med dette andet menneske lige nu, eller gør jeg det af pligt, kedsomhed, af mangel på andre mennesker at forbinde mig med, eller noget fjerde?

Nogle gange kan vi således få øje på, at vi har en andel i den mangelfulde kontakt, og at vi ved at justere lidt i den måde, vi møder den anden på, kan være medvirkende til at åbne op for en mere oprigtig kontakt.

Vi kan ikke tvinge andre til at åbne deres kontaktcenter

Andre gange ved vi med os selv, at vi har gjort, hvad vi kan for at invitere til kontakt. Det kan føles dybt frustrerende, hvis vi oplever, at den kontakt, vi ønsker, ikke opstår, uanset hvor meget vi prøver. Og her er der noget, der er rigtig vigtigt at være opmærksom på: Vi kan IKKE tvinge andre til at åbne deres kontaktcenter. Vi kan invitere til kontakt, og så er det op til den anden, om denne vil tage imod invitationen. Men hvis den anden ikke kan eller vil tage imod denne invitation, så kan vi komme til at bruge uendeligt mange kræfter på at prøve at banke døren op. Det vil ikke lykkes for os. Og vi kan i forsøget komme til at gøre vold på både den anden og på os selv.

Vi kan altså ikke ændre den anden eller tvinge den anden til at have kontakt med os. Vi har ikke ansvar for den anden (Her taler jeg om andre voksne. Er det dine børn, er sagen en lidt anden, hvilket jeg ikke vil komme nærmere ind på i dette indlæg). Vi har ansvar for os selv. Og vi har ansvar for, at vi selv bevæger os derhen, hvor der er størst sandsynlighed for, at vi får det, vi har brug for. Vi går jo heller ikke til blomsterhandleren for at få en pizza. Hvis vi gør, så vil vi i hvert fald blive slemt skuffede hver gang.

Du kan ikke få pizza hos blomsterhandleren

Det lyder jo logisk, at vi ikke kan få pizza, hvis vi går til blomsterhandleren. Alligevel er det det, mange af os kommer til at gøre i vores relationer. Vi kommer til at gå tilbage til den samme person igen og igen i forventningen om, at de denne gang kan give os det, vi har brug for. Hvis du for eksempel gang på gang har oplevet, at din mor ikke formår at lytte til dig og forstå dig, og altså ikke er i stand til at skabe hjertekontakt med dig, hvor meget du end forsøger, så er det måske på tide at overveje at forsøge at finde denne hjertekontakt et andet sted. Det betyder ikke, at du skal kappe forbindelsen til din mor. Det betyder i stedet, at hvis du længes efter kontakt, kan du gå derhen, hvor du tror eller ved, dette er muligt. Og så kan du i stedet gå til din mor efter det, du ved, hun kan give dig. Gå til pizzamanden efter pizza og til blomsterhandleren efter blomster.

At skabe og bevare en god kontakt

At skabe og bevare en god kontakt med andre mennesker føles ikke altid nemt. At kende ovenstående ’tips og tricks’ kan dog være med til at gøre det en lille smule nemmere. At dukke op som os selv, hvor sårbart det end kan føles, kan både skabe og forstærke vores oplevelse af kontakt med andre, og hvis vi er opmærksomme på igen og igen at reparere de små brud, der sker i kontaktfladen med andre, er oddsene for en god og langvarig kontakt større. Det samme gælder, hvis vi så vidt muligt sørger for at få vores søvn. Selv om det ikke altid nødvendigvis føles rart at vende blikket indad, kan et fokus på vores egen andel i en mangelfuld kontakt styrke vores evne til at skabe og bevare kontakt, og vi kan spare mange kræfter, hvis vi stopper med at forsøge at banke en lukket dør op. I stedet kan vi give os selv den gave, det er at bevæge os derhen, hvor kontakt faktisk er muligt.

Kilder:
”Udviklingstraumer” af Laurence Heller og Aline LaPierre
”Ikke til forhandling” af Chris MacDonald