Supervision
Den angivne ventetid på forsiden af min hjemmeside er ikke gældende i forbindelse med supervision. Kontakt mig for at høre nærmere.
Når vi arbejder med mennesker i det hele taget, og måske særligt med mennesker med komplekse problemstillinger, så som komplekse traumer og kompleks PTSD (C-PTSD), er det vigtigt, at vi også selv som fagpersoner får den nødvendige viden, sparring, hjælp og støtte.
Fire grunde til at få supervision med fokus på komplekse traumer:
1) Rigtig mange af de mennesker, vi møder i de traditionelle hjælpefag, har komplekse traumer med sig i bagagen.
2) Komplekse traumer er stort set altid opstået i en relationel kontekst, og alt for ofte kommer velmenende terapeuter og andre fagpersoner til at genudspille og vedligeholde, eller ligefrem forstærke, disse komplekse traumer. Der er desværre en reel risiko for, at vi kommer til at retraumatisere de mennesker, vi ønsker at hjælpe. Dette sker på grund af manglende viden, sparring og støtte.
3) Forskning indikerer, at mennesker med komplekse traumer og C-PTSD ofte kræver længerevarende og mere specificeret hjælp og terapi end andre grupper. Arbejder vi med disse mennesker, har vi således brug for målrettet supervision, så vi kan yde vores klienter, brugere og borgere den rette og mest præcise hjælp, og så vi undgår at udbrænde os selv undervejs.
4) Mange, der arbejder indenfor de traditionelle hjælpefag, har selv komplekse traumer med sig i bagagen. Terapi og supervision er derfor vigtigt, så vi kan passe på os selv i vores arbejde, og så vi kan møde det andet menneske så rent så muligt, uden at vores egne oplevelser, udfordringer, mønstre og dynamikker farver vores adfærd og vores syn, på den anden. Jo bedre vi kender os selv og vores blinde vinkler, jo mere nærværende kan vi være i mødet.
Jeg tilbyder:
- Supervision til psykologer og terapeuter med udgangspunkt i den terapeutiske metode NARM (NeuroAffective Relational Model – læs evt. mere her) og generel viden om komplekse traumer og kompleks PTSD (C-PTSD).
- Supervision til psykologer med henblik på autorisation.
- Supervision til studerende på NARM-uddannelsen, både individuelt og i grupper, med henblik på at blive certificeret NARM-terapeut.
- Supervision til individer og grupper, der arbejder med mennesker med komplekse traumer og kompleks PTSD (C-PTSD).
- Fx lærere, pædagoger, fysioterapeuter, osteopater, kiropraktorer, ergoterapeuter, sagsbehandlere, sygeplejersker, læger, præster, socialrådgivere, coaches, social og sundhedsassistenter og -medhjælpere, konsulenter mv.
Kontakt mig endelig for at høre nærmere. Sammen kan vi tage en snak om netop dine/jeres behov.