Jeg får mange henvendelser med spørgsmål om, hvordan og hvor man kan bliver udredt for C-PTSD (Kompleks PTSD). Rigtig mange mennesker kan genkende sig i min beskrivelse af C-PTSD og er naturligt nok interesseret i at blive diagnosticerede.
Der kan være mange grunde til, at man ønsker at få en C-PTSD diagnose:
- Måske man igennem årene har fået en række andre diagnoser (ADHD, autisme, skizotypi, borderline mv.), som man ikke rigtig føler passer på én, og man vil gerne have en diagnose, man faktisk kan spejle sig i.
- Nogen har brug for en diagnose for at kunne få hjælp fra kommunen, i forbindelse med studiet, på en arbejdsplads eller lignende.
- For nogen handler det om ønsket om, at få en fagprofessionels bekræftelse af, at det faktisk er det, man lider af.
- Nogen har et håb om, at en diagnose vil betyde, at ens nærmeste, og andre, bedre vil kunne forstå, hvordan man har det.
- Andre igen håber på, at det at få en diagnose vil skabe forandringer i deres liv eller hjælpe en til at forstå sig selv bedre.
- For nogen er det håbet om, at en diagnose vil kunne føre en til den rette behandling og den rette hjælp, der driver ønsket om at blive udredt for C-PTSD.
- Og der kan selvfølgelig være mange flere grunde end dette, da vi alle er forskellige.
Træder først i kraft i 2027
Udfordringer her er, at C-PTSD, som er en del af diagnosesystemet ICD-11, endnu ikke er en officiel diagnose i Danmark. ICD-11, og dermed også C-PTSD og andre nye diagnoser, er på sin vis trådt i kraft i Europa og Danmark, men ICD-11 er endnu ikke implementeret. Den seneste tidshorisont, jeg er blevet præsenteret for, er, at denne implementering først vil ske i 2027 i Danmark. At diagnosesystemet er implementeret betyder, at ICD-11 er oversat til dansk, at de fagprofessionelle (her i blandt psykiatere og ansatte i psykiatrien) er uddannede til at udrede for de nye diagnoser, at der er udviklet IT-systemer, der kan rumme de nye diagnoser, at der (forhåbentligt) er udviklet behandlingspakker til de nye diagnoser, og at personalet er uddannede til at behandle for de nye diagnoser. Der er således rigtig mange ting, der skal falde på plads, før C-PTSD-diagnosen for alvor kan tages i brug her i landet. Det nytter jo fx ikke ret meget, hvis man i psykiatrien begynder at udrede for C-PTSD på nuværende tidspunkt, men derefter må sende folk ud af døren igen, fordi de ikke kan tilbyde behandling i forlængelse af udredningsresultatet. Når jeg skriver, at der forhåbentligt er udviklet behandlingspakker og behandlingstilbud, når metoden implementeres i 2027, handler det om, at jeg ikke er klar over, om 2027 alene er der, hvor ICD-11 er klar til at blive taget i brug på et teoretisk plan, eller om man faktisk også her kan begynde at tilbyde behandling herfor i psykiatrien.
Dette er lange udsigter for alle jer, der allerede nu kan genkende jer i C-PTSD diagnosen og har et stærkt ønske om, og/eller behov for, at blive udredt herfor hurtigst muligt. Og jeg er ked af, jeg ikke kan give bedre nyheder eller en kortere tidshorisont.
“Men der er jo allerede nogen, der har fået diagnosen”
I har måske hørt, at der er nogen rundt omkring, der er begyndt at få C-PTSD-diagnosen. I praksis er der nok tale om en af følgende muligheder:
- De har haft kontakt med en fagperson, som kender til C-PTSD, og som har udtalt sig om, at man lever op til alle kravene for at få diagnosen og/eller at de vurderer, at man ville kunne få diagnosen, hvis man blev udredt. Dvs. at fagpersonen har udtalt sig med udgangspunkt i et skøn eller en vurdering, uden at der er tale om en reel diagnosticering. For nogen vil en sådan udtalelse være nok, alt efter hvad ens motivation for at få en C-PTSD diagnose er.
- Eller måske har man været hos en psykiater (fx hos www.traumeklinikken.dk) hvor man har fået en PTSD-diagnose med et tillæg af, at der er tale om en kompleks udgave af PTSD. PTSD er nemlig en officiel diagnose og har været det i mange år, så på nuværende tidspunkt er noget alla “PTSD i en kompleks version” den form for officielle diagnose, der kommer nærmest C-PTSD. Igen kan dette være en hjælpsom diagnose for nogen, alt efter hvad ens behov er.
Måske er en C-PTSD-diagnose ikke nødvendig for dig
Det er værd at være opmærksom på, at det er muligt at få behandling for C-PTSD, uden at man har en diagnose. De fleste psykologer tager først og fremmest udgangspunkt i dig og de udfordringer, du beskriver, uanset om du har en diagnose eller ej. Du kan altid fortælle din psykolog, at du kan genkende dig i C-PTSD-diagnosen. Sammen kan I så udforske, hvordan det er for netop dig, og hvilken form for hjælp psykologen kan tilbyde dig med udgangspunkt i dine unikke udfordringer. At gå behandlingsvejen i privat regi er selvfølgelig kun relevant for dig, der har økonomien til selv at betale, som kan få en henvisning fra egen læge eller som kan få betalt behandling via en sundhedsordning eller lignende. Dem, der har brug for mere hjælp fra det offentlige og/eller psykiatrien, kommer desværre nok til at være lidt i klemme her i de kommende år, indtil det bliver muligt at få udredning og behandling for C-PTSD i det offentlige.
Hvis dit ønske om at få en C-PTSD diagnose bunder i, at du gerne vil bekræftes af en fagperson i, at dine fornemmelser er rigtige, så vil jeg sige til dig at 1) Jeg kan virkelig godt forstå, at det vil være rigtig rart at få en sådan bekræftelse fra en fagperson og 2) Min erfaring er, at hvis du kan genkende dig i C-PTSD-diagnosen, så har det noget på sig, og det er værd at tage alvorligt og tage dig selv alvorligt. Dette uanset om du har diagnosen eller ej, og uanset om du lever op til alle kravene for diagnosen eller ej. Her kan det være betydningsfuldt at lytte til din egen intuition. Måske det også kan være hjælpsomt at tale med venner eller familie om dine overvejelser, men vær opmærksom på, at dine nærmeste nogle gange vil afvise dine overvejelser, fordi de kender dig så godt, at det er svært for dem at se dig i lyset en af en eventuel diagnose. Vælg derfor nogen at tale med, som du tror vil være åbne og nysgerrige sammen med dig omkring dette.
Hos mange kommuner, er en udtalelse fra en psykiater eller en psykolog også nok til at udløse den hjælp og støtte, der er brug for, selv om der ikke forelægger en decideret diagnose. Det samme kan nogle steder gælde i forhold til ansøgning om studiestøtte eller støtte på arbejdspladsen.
Hvor kan jeg få hjælp til behandling af C-PTSD?
Der er også mange, der kontakter mig, fordi de ikke kan finde nogen psykologer, der arbejder med C-PTSD. Dette er en afspejling af, at diagnosen fortsat er ny, og at der endnu ikke er mange af mine psykologkollegaer, der har sat fokus på diagnosen. Her kan det være hjælpsomt at vide, at mange psykologer og terapeuter hver dag hjælper mennesker med komplekse traumer, uden at de nødvendigvis bruger diagnosen C-PTSD på deres hjemmeside eller i deres daglige ordforråd. Måske de knapt nok kender diagnosen, men de kan alligevel have indgående kendskab til komplekse traumer og behandling heraf. Hvis du laver en google søgning, kan det være hjælpsomt at prøve at søge efter “psykolog komplekse traumer” eller “psykolog udviklingstraumer” frem for at søge specifikt på C-PTSD. Der er også nogle psykologer, der bruger den danske formulering “Kompleks PTSD” frem for C-PTSD. Selv med disse ord er det ikke nødvendigvis nemt at finde en psykolog med særlig forståelse for diagnosen, og det kan nogle gange være nødvendigt at være villig til at køre langt eller modtage terapi online. Forhåbentligt vil udbuddet af psykologer med fokus på C-PTSD vokse i løbet af de kommende år, som diagnosen får større udbredelse.
Når folk spørger mig om hjælp til at finde en psykolog eller terapeut, der kan hjælpe dem med C-PTSD, så henviser jeg som regel til www.narm-danmark.com/find-en-terapeut, hvor man kan finde en liste over certificerede NARM terapeuter. Jeg arbejder selv ud fra NARM, som er en metode, der er udviklet specifikt til at hjælpe mennesker med komplekse traumer, og dermed også C-PTSD. Selv om de færreste NARM-terapeuter skriver om C-PTSD på deres hjemmesider, har de et godt kendskab til dynamikkerne bag komplekse traumer og er uddannede indenfor en metode, der er effektiv ved denne type udfordringer.
Du kan læse mere her om, hvad det er godt at være opmærksom på, når du skal finde en traumeinformeret psykolog eller terapeut, som har særlig forståelse for komplekse traumer. (“Forskellen på choktraumer og komplekse traumer (PTSD og C-PTSD) – kend din traumetype og find den rette hjælp“)