Når parforholdet bliver et brætspil – Del 2

Læs om de spil, vi ofte spiller i vores parforhold, og hvorfor vi gør det, her: “Når parforholdet bliver et brætspil – Del 1”

Tommelfingerregel

Det kan være en stor hjælp, hvis vi begynder at kunne identificere de strategier, de spil, vi selv sætter i gang, og de spil der typisk udspiller sig i vores parforhold. For en god tommelfingerregel er, at når vi begynder at spille spil, begynder at tænke strategisk, så er det tid til at stoppe op og kigge indad. Hvad er det, der sker, siden jeg netop nu begynder at tænke på den måde? Hvorfor føler jeg et behov for at sætte det her spil i gang? Føler jeg mig afvist? Overset? Dårligt behandlet? Er jeg bange for at miste min partner? Når vi begynder at spille spil, eller at få impulser til det, er det stort set altid et signal til os selv om, at der er noget, vi har behov for at få talt med vores partner om.

At træde ned fra spillebrættet

Her kan det være en hjælp at tjekke ind hos os selv (og efterfølgende dele med vores partner på en ordentlig måde):

• Er der en eller flere følelser, jeg har brug for at få delt? Er jeg vred? Ked af det? Bange?
• Er der en grænse, jeg har brug for at få markeret? Noget jeg har brug for at få sagt fra over for?
• Er der et behov, jeg har brug for at få udtrykt? Noget jeg savner eller længes efter?

Når vi gør det, træder vi ned fra spillebrættet og dukker autentiske op som dem, vi er. Vi har således hele tiden valget mellem at træde ind på spillebrættet, hvor vi enten selv starter spil eller deltager i vores partners spil, eller at træde ud fra spillebrættet, hvor vi stopper op og taler om det, det virkelig handler om. ”Jeg synes, du har været meget fraværende på det sidste, og det gør mig bange for, at du ikke vil mig mere”. Eller: ”Jeg har brug for, vi tilbringer noget mere tid sammen”. Eller: ”Jeg blev rigtig vred, da du sagde det der til mig i morges”. Nogle gange ved vi måske ikke præcis, hvad det er, der har sat spillet i gang, men kan blot se, vi er i gang med at spille et spil, vi ikke har lyst til at deltage i. Det i sig selv kan også være værdifuldt at sætte ord på: ”Jeg kan ikke lide den måde, vi er sammen på lige nu. Kan vi ikke prøve noget andet?”.

Når vores partner starter spil

Nogle gange er det ikke os selv, der starter spillet, men vores partner. Vi ser fx at han eller hun sidder og surmuler i et hjørne, og vi er helt klar over, at vedkommende ønsker, vi gør noget bestemt. Siger undskyld for noget, kommer hen og spørger, hvad der er galt, eller kommer med en bunke kærlighedserklæringer. Her har vi et valg. Ønsker jeg at træde ind på spillebrættet? Bare fordi vores partner inviterer til et spil, betyder det ikke, vi er nødt til at spille med.

Træder vi ind på spillebrættet, kan vi agere som medspiller (Give en undskyldning, om vi mener det eller ej, komme med en masse komplimenter for at prøve at gøre vedkommende i godt humør, mv.). Eller vi kan træde ind på spillebrættet og igangsætte modtræk (Fx begynde at vrisse eller blive spydig, vælge selv at trække os, blive stædige og holde igen med netop det, vi ved den anden appellerer efter osv.). I begge tilfælde har vi ladet os involvere i et spil, hvor tingene ikke bliver sagt direkte, og hvor samværet bliver gjort unødvendigt kompliceret. Alternativt kan vi blive stående uden for spillebrættet og sætte ord på det, vi ser: ”Jeg lægger mærke til, du lige nu er blevet meget stille. Jeg har brug for, du taler med mig om, hvad der sker”, eller ”Jeg har en fornemmelse af, der er noget, du ønsker fra mig lige nu. Jeg kan ikke læse dine tanker, men jeg vil gerne tale med dig. Vil du fortælle mig, hvad det handler om?”. Vi kan lægge op til og stille os til rådighed for en åbenhjertet, oprigtig samtale, og så er det op til vores partner, om vedkommende vil tage imod denne invitation eller ej.

At tillade sig selv at være sårbar

Det kan føles enormt sårbart at skulle åbne op og sætte ord på, hvad det i virkeligheden handler om, når vi får lyst til at spille spil. Forhåbentligt tager vores partner godt imod det, vi deler, og vi kan få talt om det, der rør sig i os. Det er dog ikke altid, vores partner reagerer, som vi kunne håbe. Og nogle gange undlader vi helt at åbne op, fordi vi er sikre på, det alligevel ikke vil gøre en forskel. Men intentionen er netop ikke at få vores partner til noget bestemt. For så er vi tilbage på brættet og i gang med endnu et spil (Sårbarhed kan også bruges som en del af et spil, fx hvis vi er sårbare i et forsøg på at give den anden dårlig samvittighed). Det handler om, at vi er ærlige og oprigtige og siger det, der er vigtigt for os at få sagt, på en ordentlig måde, uafhængigt af hvordan vores partner vil reagere. Når vi tillader os selv at sige, hvad vi har på hjerte, i stedet for at blive viklet ind i tankespind og spil, bliver tingene ofte meget mindre komplicerede. I stedet åbner det op for, at vi kan komme tættere på hinanden, og for nye måder at være sammen på.