Når parforholdet bliver et brætspil – Del 1

Vi mennesker har en tendens til ind i mellem at gøre livet forholdsvis kompliceret for os selv. Og et af de områder i livet, vi særligt ofte får kompliceret, er vores relationer, i særdeleshed vores parforhold. En af de måder, vi komplicerer det på, er, når vi begynder at spille spil.

At spille spil

Det, jeg kalder at spille spil, er, når vi begynder at tænke strategisk i vores parforhold. Forsøger at manipulere den anden, om man vil. Det kan være, vi begynder at udtænke planer om, at hvis jeg gør sådan og sådan, eller undlader at gøre X eller Y, så kan det være, min partner gør Z. Det kan også være, vi begynder at teste vores partner. Hvis jeg nu lader være med at skrive til min partner, hvor lang tid går der så, før han eller hun selv tager kontakt? Hvis jeg nu opfører mig totalt urimeligt, elsker min partner mig så nok til, at han eller hun bliver og står model til det? Spillene kan således både være små og uskyldige, men de kan også være omsiggribende og potentielt få alvorlige konsekvenser.

Klassiske spil i parforholdet

Spillene kan se ud på mange måder, men en række klassiske spil, der spilles i mange parhold, er:

• ”Gæt hvad jeg tænker”-spillet. Hvis du elsker mig nok, burde du vide, hvad jeg har brug for, hvad du har gjort forkert, eller at jeg er ked af det, selv om jeg ikke siger det.
• ”Noget for noget”-spillet. Hvis jeg ordner alt vasketøjet, kan det være, jeg får sex. Eller: Jeg gider ikke give dig det, du har brug for, før du giver mig det, jeg har brug for. Det er også her, vi fører regnskab med, hvad vi selv og den anden gør, fx i hjemmet.
• ”Jeg har jo sagt det én gang”-spillet. Ideen om at fordi vi har sagt noget én gang (at X gør mig ked af det, at jeg godt kan lide Y, at jeg ikke vil have du gør Z), så bør vores partner huske det for evigt, og det bør ikke være min opgave at sige det igen.
• ”At trække sig”-spillet. Når vi trækker os og bliver stille og passive i håbet om at lokke den anden ud af busken og vise, hvor meget han eller hun elsker os.
• ”Sex”-spillet. Når vi giver eller tilbageholder sex i håbet om at opnå noget.
• ”Dig først”-spillet. Du skal først sige undskyld, først åbne dig, først sige du elsker mig, først kontakte mig etc., før jeg vil gøre det.
• “Jeg er grim”-spillet. Når vi fisker efter komplimenter eller bekræftelser ved at tale negativt om os selv, i håbet om den anden vil modsige os. Kan også have form af: “Du elsker mig ikke” i håb om, den anden vil sige, hvor højt vedkommende elsker os.
• ”Det er din skyld”-spillet. At fralægge os ansvaret for det, der sker i parforholdet, og mene det er den anden, der er skyld i det, og derfor også kun den anden, der skal ændre sig.
• ”Trussel”-spillet. Når vi gør brug af trusler og ultimatummer. Fx når vi truer med at tilbageholde sex, truer med at blive vrede eller truer med at holde op med at elske den anden. Allerværst bliver dette spil, når vi truer med at gå, hvis ikke den anden gør, som vi ønsker, hvilket skaber en fundamental mistillid og utryghed i parforholdet.

Dette er blot få ud af mange spil, der dagligt spilles i parforhold, og alle spil kan have mange variationer. Håbet er som regel, at vi via disse spil kan blive forvisset om, den anden elsker os, men i praksis skaber spil mellem mennesker altid afstand og konflikter.

En evig ond spiral

Parforholdet er et konstant samspil mellem to mennesker, hvor vi hele tiden påvirker hinanden. Det er således ofte umuligt at sige, hvor spillet startede: ”Jeg kaldte dig kun en idiot, fordi du gik ind og satte dig foran computeren”. ”Ja, men jeg gik ind og satte mig foran computeren, fordi du har været efter mig hele dagen”. ”Okay, men jeg har været efter dig, fordi du vendte ryggen til mig i sengen i morges”. ”Nå, men det gjorde jeg kun fordi du ikke gad at have sex i aftes”. Osv. osv. Vi kan på den måde pege fingre af den anden til evig tid, som en evig ond spiral. Vi kommer således ingen vegne, hvis vi prøver at placere skyld. I stedet har vi brug for at kigge på de mønstre, der går i gang i vores parforhold, så vi kan eksperimentere med at prøve noget andet. Og vi har brug for at stoppe op, kigge indad og se på, hvad vores egen andel i samspillet er.

Overlevelsesstrategier

Sagen er nemlig den, at vi alle bringer en masse med ind i et parforhold. Alle de her spil kommer ikke ud af det blå. De spil, vi spiller, kalder vi i NARM for overlevelsesstrategier. Overlevelsesstrategier er de måder, vi igennem livet har lært at håndtere svære situationer på. Det er (ubevidste) konklusioner, vi har draget om os selv, om relationer og om verden, ud fra de oplevelser, vi har haft. Og ikke mindst om kærlighed. Hvordan opnår jeg bedst kærlighed? Hvordan bevarer jeg kærlighed? Hvordan undgår jeg at blive forladt og ladt alene?

Frygten for at blive forladt

Barnets største frygt er at blive forladt af sine forældre. Så et barn vil gøre hvad som helst, så længe det har en ide om, at det vil få forældrene til at elske sig. Et barn vil give afkald på sine behov, lukke ned for sine følelser, slukke sig egen livskraft, bagatellisere alle sine grænser og give op på sin egen autenticitet. Hvad som helst der bevarer kærligheden. Alt dette er overlevelsesstrategier. For barnet er det liv og død. Holder mine forældre op med at elske mig, vil de forlade mig, og så er jeg ladt helt alene tilbage i verden. Og så vil jeg dø. Det er således ikke bevidste valg fra barnets side om at give afkald på dele af sig selv, det er helt instinktivt.

De måder, vi har lært at overleve på, tager vi med os videre ud i verden. Og fordi vi har lært disse overlevelsesstrategier, disse mønstre, i den første og vigtigste kærlighedsrelation i barndommen (i relationen med vores forældre), er der ikke noget sted, de bliver sat mere på spidsen, end i vores vigtigste og tætteste kærlighedsrelation i voksenlivet, vores parforhold (og i øvrigt også i relationen til vores børn). Tanken om at blive forladt kan således selv i vores voksenliv nogle gange nærmest føles som et spørgsmål om liv eller død, fordi vi bliver grebet af barnets frygt.

Vi har alle overlevelsesstrategier

Vi har alle sammen overlevelsesstrategier. Man kan nemt tænke, at det må skulle stå rimelig grumt til, før et barn er nødt til at udvikle overlevelsesstrategier. Og ja, har man været udsat for alvorlig fysisk og/eller følelsesmæssig omsorgssvigt, kan man have nogle meget omfattende overlevelsesstrategier i bagagen. Men vi har dem alle sammen. Havde vores far tendens til let at blive vred, har vi måske lært at aflæse andre mennesker nøje, for at undgå at gøre nogen sure, eller vi har lært at lade være med at bede om noget, fordi et udtrykt ønske måske udløste et vredesudbrud. Havde vores mor tendens til at bekymre sig, eller fik vi at vide, der ikke var noget at være ked af/sur over/bange for, lærte vi måske at lade som om alt er fint, mens vi samtidig håber på, nogen gennemskuer os og ser os for den, vi virkelig er, og hvordan vi faktisk har det.

Vores spil, vores overlevelsesstrategier, har således en gang haft en vigtig, og i nogle tilfælde livsnødvendig, funktion. De var nødvendige en gang, og vi må være ærbødige overfor den hjælp, vi har givet os selv ved at udvikle dem. Men nu, i vores voksenliv, spænder de til gengæld ofte ben for os og kommer til at gøre livet unødvendigt kompliceret for os. Som vores yndlingssko som børn, der den gang passede perfekt, men som i dag ville være svære at passe, give os vabler og gøre vores gang besværlig og langsom.

Hvordan træder vi ned fra spillebrættet? Læs videre her: “Når parforholdet bliver et brætspil – Del 2”